For næsten 5.000 år siden dukkede en ny kultur op i Midt- og Vestjylland. Det var den såkaldte Enkeltgravskultur, som hører hjemme i den mellemste del af yngre stenalder, ca. 2.800-2.400 f.Kr. Kulturen kendes først og fremmest fra et stort antal gravfund.

Her vises et af de mange gravfund fra Herning-egnen. Det består af en stridsøkse af sten, to ravskiver og to flintknive. De er udgravet af Herning Museum i en overpløjet høj ved Pilgård nord for Skarrild. Fundene udgør det typiske udstyr i en mandsgrav. I kvindegravene finder man oftest ravperler og flintknive.

Pilgård-graven kan dateres ud fra den fine, 20 cm lange stridsøkse. Stridsøkserne er almindelige i gravene og ændrer med tiden udseende. Denne type kan tidsfæstes til begyndelsen af Enkeltgravskulturen, ca. 2800-2700 f.Kr. Stridsøkserne har hul til skæftning, men de har næppe været til praktisk brug. Der er snarere tale om en slags statussymbol. De skiveformede ravstykker er 6 cm store. De lå midt i graven og har måske siddet i enderne af bæltet.  

Den døde blev lagt i en stor trækiste, som blev dækket af en lav gravhøj. I dette tilfælde var trækisten 210 cm lang og 120 cm bred og lavet af egeplanker. De lave gravhøje fra Enkeltgravskulturen er registreret i stort antal i Midt- og Vestjylland,

men hovedparten af dem er for længst ødelagt ved dyrkning, fordi det var ret

nemt at pløje hen over de små høje. De kan som regel endnu erkendes på markerne som lave forhøjninger eller lysere pletter. Det er sådan en højtomt, som blev udgravet ved Pilgård. I alt har Herning Museum siden 1970erne undersøgt et halvt hundrede høje og gravanlæg fra Enkeltgravskulturen.

Kulturen har fået sit navn, fordi hver grav normalt kun indeholder én person. Det er i modsætning til den forudgående del af yngre stenalder, hvor man især begravede de døde i store stendysser og jættestuer, som kunne rumme mange begravelser. Disse store stengrave er sjældne i Midt- og Vestjylland. Denne del af landet er mere sandet og har meget få store kampesten i forhold til resten af landet.

Enkeltgravskulturen er tydeligvis knyttet til de særlige midt- og vestjyske jordbundsforhold, hvor den sandede jord hurtigt udpines, hvorefter lyngen breder sig. I denne kultur er kornavl tilsyneladende af mindre betydning, mens dyrehold er dominerende. Vi går ud fra, at man især har holdt får. Vi kan samtidigt konstatere, at lyngen allerede på dette tidspunkt har været meget udbredt i dele af Jylland. Det har blandt andet vist sig ved undersøgelser af lagene under en gravhøj ved Skarrild. Botanikerne kan endda påvise, at man dengang må have udnyttet heden og vedligeholdt den ved afbrænding gennem længere tid. Vi ser altså et billede af hedebønder og deres udnyttelse af lyngen til foder, brændsel og mange andre ting. Det ligner det, vi kender langt op i 1800-tallet, inden man for alvor begynder på opdyrkning af heden.

Trykt i Herning Folkeblad den 29. september 2007