Hr. Nils - Hernings ældst kendte jordejer PDF Udskriv E-mail

Sværdet dateret sig til mid-ten af 1300-årene og er samtidig med storbonden og sandsynligvis væbneren Nils Lille af Grene.Samme år som Christoffer II blev valgt til konge af Danmark, skænkede storbonden hr. Nils eller Nicolaus Lithle af Grene, alt sit gods til Skt. Jakobs kirke i Viborg. Det skete i det herrens år 1320.

Skt. Jakob eller Skt. Ib, som han kaldtes på dansk, blev symboliseret ved et pilgrimsmærke i form af en muslingeskal. For at vise, at man havde gennemført sin bodsvandring eller pilgrimsfærd til Skt. Jakobs grav i Compostella i Spanien, anskaffede man sig en særlig muslingeskal til at sætte på koften – et såkaldt pilgrimsmærke.

I middelalderen var Danmark katolsk. Her finder vi rimeligvis årsagen til hr. Niels betragtelige gave til kirken, da hans våbenskjold netop bestod af en muslingeskal. Måske har Skt. Jakob været hr. Nils personlige værnehelgen. Gaven, hr. Nils skænkede, bestod af 6 gårde i Hammerum herred, herunder en gård i landsbyen Herning, der herved nævnes for første gang i historien. Og som jordejer bliver Hr. Nils således Hernings første kendte jordejer. Når vi kender Nr. Nils signet, skyldes det et tilfældigt fund ved stedet Grene. I 1903 fandt Maren Jacobsen nemlig den 22 mm. brede signetring af bronze på sin mark mellem Arnborg kirke og Skjern Å, der ved lærer Christensens mellemkomst blev overdraget til Nationalmuseet.

Et senere fund, gjort i 1958, har ligget forholdsvis upåagtet hen på Herning Museums magasiner. Ved Brunkulsgravning mellem Grene og Sandfeldgaard, fandt man et sværd og en økse samt tilspidsede egepæle. Vi formoder, at der her har været bro over åen. Sværdet daterer sig til midten af 1300-årene og er samtidig med storbonden og sandsynligvis væbneren Nils Lille af Grene. Og som storbonde har han vel været den eneste våbenførende mand i sognet, der med rette kunne have råd til et sværd, købt i Mellemeuropa og for mange symbolet på den frie mand eller ridderstanden.

Det store 1½-håndssværd kan i dag ses i Herning Museums udstillinger, og har været et effektivt slag – og stikvåben mod datidens tidlige rustningstyper.

Trykt i Herning Folkeblad den 19. juli 2008

Senest opdateret: Fredag, 06. august 2010 14:06