Et stykke af egeskoven ved Vildbjerg PDF Udskriv E-mail

Mon ikke de fleste af os har et billede af det midt- og vestjyske landskab som skovfattigt, åbent og hedepræget, formet af vestenvinden og præget af det vide udsyn. Et nyt fund ved Vildbjerg kan dog være med til at ændre lidt ved det billede.

I forsommeren 2008 udgravede Herning Museum to jernalderhuse lidt vest for Vildbjerg. Dem er der efterhånden fundet ganske mange af lige i det område, og ved undersøgelsen var der da heller ikke tvivl om, at husene tilhørte den ældste del af jernalderen, det vil sige tiden lige efter 500 f.kr.

Disse huse var dog meget specielle af to grunde. For det første lå de ganske alene ude i et temmelig fugtigt engområde, og for det andet var det nederste af væggene bevaret – det er unægtelig et særsyn. Det var allerede ved udgravningen klart, at der var tale om spejlkløvet egetræ, det vil sige at hvert træstykke indeholder næsten alle årringe der er dannet fra træet spirede til det blev fældet. Det giver mulighed for at foretage såkaldte årringsanalyser. Årringenes tykkelse varierer fra år til år. Udover at man kan tælle antallet af årringe og således finde træets alder, kan man sammenligne mønstret i forskellige træstykker og på den måde opbygge en kurve, der viser, hvornår de enkelte træer er blevet fældet. Årringsanalyserne giver således en ganske præcis datering. I de to huse fra Vildbjerg blev resultatet at det ene hus var bygget meget tæt på år 500 f.Kr, medens det andet hus var bygget noget senere nemlig mellem 320 og 310 f.Kr.

Det er de ældste årringsdaterede huse vi kender i Danmark. Men udover disse dateringer, som i sig selv er et fantastisk resultat for arkæologerne, gav årringsanalyserne også et noget ændret billede af det land-skab, der har omgivet bebyggelsen. Af de 6 træstykker, der indtil nu er analyseret, indeholdt to af dem mellem 100 og 150 årringe og andre to indeholdt mere end 300 årringe – det er gamle træer. Det største stykke indeholdt ikke mindre end 360 årringe, og da stykket mangler de yderste årringe må vi regne med, at træet har været omkring 400 år gammelt, da det endelig blev fældet. Årringene viser at træet har groet i en tæt skov der må have sat sit tydelige præg på landskabet i slutningen af bronzealderen og begyndelsen af jernalderen.

Dette og andre fund er omtalt mere indgående i Herning Museums årbog for 2008, der netop er udkommet.

Trykt i Herning Folkeblad den 20. december 2008 

Senest opdateret: Onsdag, 28. Juli 2010 14:01